Sidst opdateret den: 31. marts 2012.

Velkommen til Falster MCTC's hjemmeside. Her kan du bl.a. se billeder fra gensynsfesten hos Jens Ove lørdag den 3.september 2011, der er sågar også en lille video. en artikel helt tilbage fra 1971fra Se og Hør, samt  gamle billeder og et avisudklip. Forhistorien til dannelsen af Falster MCTC kan du også læse. Har du nye eller gamle billeder som du vil dele med os andre, så mail dem til mig. Henrik Elmer


Aktiviteter 2012.

Tur til Sverige i pinsen den 26-27 og 28 maj. Ankomst ikke før lørdag 26. maj. Der er blevet reserveret plads til os på DaneCamp,som ligger små 200 km fra Malmø. Dejlig plads med alle faciliteter i naturskønne omgivelser. Overnatning enten i hytter eller telt. Læs meget mere her på www.danecamp.dk Har lovet dem at give besked på hvor mange vi kommer så mail lige til mig senest søndag den 13.maj. om du vil sove i telt eller hytte. Ser som skrevet ud som et rigtig dejligt sted til et par hyggelige dage. Håber vi bliver en ordentlig flok gamle FMCTC'ere. Vi finder ud af at køre sammen, og hvem der evt. deler hytte m.m. hen ad vejen, bare mail til Henrik Elmer.


Lørdag den 8.september. Gensynsfest hos Jens Ove i Vålse Vesterskov.


Billedalbums fra Gensynsfesten den 3. september 2011.

Billeder modtaget fra June og Flemming fra gensynsfesten. Klik på billedet af Hummer, som ankom med stil,  mens vi andre var ude at køre, helt til Guldborg og spise is :-)
Billeder fra gensynsfesten den 3/9-2011 taget af Bjarne Kølle. 
Billeder fra gensynsfesten den 3/9-2011 taget af Elmer.
Start på fællesturen 3/9-11. En lille video fra Tom. Klik på billedet, videoen fylder godt 11MB, så hav lidt tålmodighed, tager lidt tid at downloade. I rækkefølge: Elmer, Kawa Palle (nu på BMW) og fru Anne, Søren, Lille Sten, Bjarne Kølle, Formand Fubber, Carl og Yvonne,  Lise, Kasserer Flemming, John Cykel, Peder Heise, Torben Lau og Peter.
En serie billeder fra Ellen og Jens (Fubber)s' bryllup den 22. oktober 2011. En flot efterårsdag. Der mødte en pæn flok "gamle" FMCTC'ere frem.
Fotoalbum og en turberetning fra Bakkeåbningen 2012, skrevet af Kawa Palle. Klik på billedet for at se fotoalbummet. Nedenunder kan du læses Palles udførlige turberetning
 

Da Falster MC Touring Club åbnede Bakken  2012:

Elmer havde sendt en invitation på mails-distributionslisten samt på Facebook, til at Falsters MC Touring Club deltager ved Bakkens åbning. Super godt initiativ. Straks var der nogle der bed på ”Elmerkrogen”. Bjarne Kølle, KawaPalle med fru Anne. Der var også nogle ”måskeèr”, men det blev kun ved det. Vi mødtes på Nørrebrogade i det smukkeste solskin. Tusindevis af glade motorcyklister holdt side om side – i Nørrebrogades fulde bredde – i en strækning på mere end 1 km. Afgang med politieskorte var traditionen tro, berammet til kl. 19. Ventetiden gik med Kaffelatté, fadbamser, gratis pølser, snak, snak & snak. Overalt hyggede folk sig – stående imellem motorcyklerne. Siddende ved cafèerne. Liggende på græsset. Solen skinnede fra en blå himmel. Vi brugte noget tid på at se på cykler. Tale med ejerne. Fotografere mv. og pludselig stod John Cykel foran os sammen med sin knægt Marius. Vildt hyggeligt. KawaPalle & Anne holdt i forreste række og blev ved den lejlighed ”moviestar” på DR1 nyhederne. Så nu er FMCTC blevet landskendt. Man kan vel sige, at han er ”ansigtet udadtil”. I al beskedenhed, betragtede vi 3 drenge hinanden og vi blev enige om, at vi faktisk både har X-faktor og et godt ”taw” på pigerne. Ja… man kan sige, at vi stod forrest i køen, da Vor herrer delte ansigter ud. Nå.. men startsskuddet lød og der kom gang i mc-isterne. Som en slange snoede vi os igennem byen, imod Klampenborg. Nøj hvor var der mange børn og voksne der vinkede. MC´erne dyttede som gestus. Vel ankommet til Bakken, styrede vi direkte imod Den Hvide Hest, for at få Stegt flæsk med Persillesovs. Det er jo en tradition. Vi fik en mega portion og 2 gange fik vi fyldt op med ekstra servering. Vi var nervøse for at gå ”sultne fra borde”.. Vi spise – åd – og førte os frem, så gæsterne fra nabobordene smilte og hilste. Joh… FMCTC var kommet til byen..Vi ”trillede” propmætte ud af restauranten, for blot at stoppe op ved den første is-bar. Kæmpe ”gammeldaws” med det hele. Nøj..hvor vi slubrede stadset i os. Af sted til Kaffebaren gik det. Undervejs så vi igen John Cykel. Igen gennemlevede vi en enorm kærlig gensynsglæde. Han er en rigtig guttermand. Ved 22-tiden trak vi ”teltpælene” og søgte imod maskinerne. Honda 750SS. Suzuki 1400. BMW K100 RS. Elmer havde 160 km hjem. Vi andre havde lidt mindre. Det var den skønneste aften i lange tider og vi glæder os nu til ”Pinseballet” med FMCTC på Camp Danevang i Sverige. I år var vi 3 fra klubben. Til bakkens lukning er vi måske flere og flere og flere og flere… Mange hilsner Elmer, Kølle & KawaPalle


Historien om Falster MCTC.

Det var en august aften i 1971, jeg var 17 år gammel, og kom trækkende med en Triumph Speed Twin årgang 1954 ovre ved Sundby. Den havde jeg købt af en mand i Nagelsti, og var nu på vej trækkende med den mod Parkvej, ret pæn gåtur med en MC, holdt vist et par pauser undervejs. Prisen på den var 500 kr. Da jeg senere fik skilt den ad, viste det sig at den var blevet kørt tør for olie, og motoren var stort set værdiløs, manden gav mig senere et prisafslag på hele 150 kr. Trods alt en slags penge dengang, jeg gik på fileskole og tjente små 90 kr. om ugen. Jeg har for forresten stadig den motor. Nå tilbage til historien, lige før broen på Sundby siden, kom der en gut kørende i den modsatte side af vejen på en Norton. Han hilste, og vendte derefter om og kom hen og spurgte om der var noget han kunne hjælpe mig med. Så lærte jeg det: Motorcyklister hilser på hinanden og hjælper hinanden. Sådan er det heldigvis (for det meste) stadig. Vel hjemme på Parkvej fik jeg bakset Triumph’en ned i kælderen. Så langt så godt. Stolt og glad var jeg. Men min mor talte overhovedet ikke til mig den aften, og der gik næsten en uge, i hvert fald flere dage, før hun talte til mig igen. Hun var ikke særlig glad for at hendes ældste søn skulle til at køre motorcykel. Årsagen til at hun ikke, for at sige det mildt, var særlig begejstret for mit seneste påhit, var nok bl.a. den at der for nylig havde været en artikel i Se og Hør om 5 unge motorcyklister fra Nykøbing og nærmeste omegn der inden for ganske kort tid var blevet dræbt på landevejen. Der var interview og billeder med flere forskellige motorcyklister fra Nykøbing i bladet, bl.a. Torben Lau, som udtalte at han da havde tænkt på at han måske blev den næste som kørte sig ihjel ---- nå, det er nu over 40 år siden, og Torben lever da heldigvis stadig i bedste velgående J.  Hele artiklen kan læses her. Tak til Palle Otto for levering af artiklen.

 

I starten af halvfjerdserne mødtes motorcyklisterne fra Falster på Volieren i Øster Kippinge hver onsdag aften. Der kom også indimellem folk fra bl.a. Vordingborg, og andre egne af Sydhavsøerne. Lørdag formiddag mødtes vi ofte hos Bdr. Ingemansson, Svend og Bernth på Gåbensevej i Nykøbing. ”Brødrene” var dengang det eneste MC værksted på Sydhavsøerne, og de havde nok at lave, de fleste af os kørte på gamle engelske cykler og de gik jo af og til i stykker J.

Der fandtes også en lokal MC klub dengang. Crusaders hed den. Klubben blev dannet helt tilbage i 1966, og var fra starten kun for medlemmer på engelske cykler. Medlemmerne af Crusaders holdt også til på Volieren, på et tidspunkt fik klubben klubhus. Det var en nedlagt bondegård i nærheden af Flintinge. Her blev der bl.a. afholdt nogle gevaldige fester. Der kom gæster helt fra hovedstaden og andre steder på Sjælland. Det gik ret lystigt til ved disse fester indimellem, så vidt jeg husker, deltog selv i en del af dem. Nå, efterhånden er vi nået frem til midt i halvfjerdserne. Nogle af Crusaders medlemmerne kørte til træf, på ferie og andre MC begivenheder. Ligesom vi andre gjorde, og selvfølgelig fulgtes vi ad. Internt i Crusaders var der uenighed om hvordan klublivet skulle leves. Som sagt ville nogle køre til træf, og andre i klubben mente at det at køre motorcykel var noget med at holde til på gården i Flintinge, holde fester, og så ellers ikke køre meget udover ”bygrænsen”. I sommeren og efteråret 1975 blev der snakket en del om at lave en klub for motorcyklister som var interesseret i at køre langture og måske også ligefrem i at forbedre mc’isternes renome' i offentligheden. Jo, tiderne var anderledes dengang. Der blev så indkaldt til stiftende generalforsamling på Volieren den 26. oktober 1975 , og Falster MC Touring Club var en realitet----------- Der kommer mere her på et senere tidspunkt--------

På Palle Otto's hjemmeside http://www.otto-larsen.dk/fmctc/fmctc_frame.htm er der en del billeder fra dengang-------

Nostalgi fotos modtaget fra Bente (og Torben).

Fotoalbum, som de andre.

 

Avisudklip fra Ny Dag den 7. juni 1979. Artiklen handler om en tur til  Høglands Træf.

Klik på billedet for at læse artiklen, og brug retur knappen for at vende tilbage til siden.

 

Lidt tilfældige billeder fra Elmers fotoalbums.